Rideterapeut

Kunne du tænke dig at lære mere om, hvordan du kan tage heste med i dit arbejde? Med en uddannelse i rideterapi hos Horse & Humanship får du redskaber til at se hesten som ressource, så du kan gøre en forskel for de mennesker, du møder på din vej.

Hvad er rideterapi hos os?

Kort fortalt er rideterapi hos os, at lade hesten være en ressource i arbejdet med mennesker. Hesten er klog på sin egen krop og sine omgivelser. Det ligger til dens natur at skabe balance i nervesystemet, og den evne kan vi mennesker få gavn af.

Det kræver af os, at vi kan møde op uden planer eller ambitioner og uden at vide, hvor det ender. Kun dér vil vi kunne lade hesten udfolde sit potentiale optimalt. På den måde vil du og de mennesker du arbejder med, blive ledt ad veje, som I ikke selv kunne have tænkt på.

Mere om uddannelsen i rideterapi

Alle kan tage de 5 basismoduler: Med hesten som ressource 1-5
Selvom du ikke ønsker en hel rideterapeutisk uddannelse, vil du have stor glæde af basismodulerne, som hjælper eller medhjælper, pædagog eller lærer på steder hvor hesten indgår i det sociale arbejde.

Basismodulerne giver dig mulighed for senere at tage de 4 rideterapeutiske moduler.

For at blive rideterapeut i Horse & Humanship, skal du minimum have en mellemlang uddannelse indenfor det social- og sundhedsfaglige område, samt ønske at bruge hesten i dit professionsfaglige virke.

Du kan være lærer, pædagog, fysioterapeut, sygeplejerske eller lignende. Du lærer at udvikle dit socialfaglige arbejde med hesten som ressource. Du kan også blive optaget på dispensation, hvis du har relevant arbejde med mennesker og heste.

Du kan også arbejde som psykolog, psykoterapeut el. lign., hvor du lærer at udvikle din terapiform med hesten som ressource.

Selvom navnet antyder, at man skal ride, er det ikke kun ridning, som står i forgrunden på denne uddannelse. Vi arbejder en del fra jorden, og lærer grundprincipperne i en ligeværdig, kærlig og kraftfuld relation, inden vi lader mennesker sætte sig op på hesten. Her anvender vi de samme principper som fra jorden.

Du lærer om heste og menneskers nervesystemer og hvordan du kan forstå og oversætte de informationer hestene giver, til de mennesker du arbejder med. Du lærer hvordan hesten kan guide Jer til, på nænsom vis at åbne til dybere lag end dem, vi kan tale os til.

Den måde, vi kommunikerer med hestene på ved at komme i kontakt med vores egen indre lead, giver os en unik mulighed for at arbejde med selvforståelse og selvværd hos os selv og de mennesker vi arbejder med.

Vi må vi lære at lytte til den visdom, der ligger i vores krop og derfor er intuition en vigtig grundpille i vores arbejde. Derfor er det også naturligt, at vi undersøger og udvikler vores egen intuition og lærer, hvordan vi kan skabe en ramme for, at mennesker tør stole på sig selv og det, de mærker. På denne måde arbejder vi med det hele menneske, hvor hoved og krop arbejder sammen.

For at kunne arbejde med rideterapi, er det nødvendigt, at du lærer at stå tillidsfuldt i det åbne i arbejdet med andre mennesker. På uddannelsen lærer du, hvordan du sammen med hesten kan guide de mennesker, du arbejder med. Det betyder altså, at du ikke uddanner og træner hesten, men at du lærer at åbne sanserne for dens informationer, som du kan give videre.

rideterapi hos Horse & Humanship

Som rideterapeut er det vigtigt, at du er i stand til at se, fornemme, mærke og høre, hvad du, hesten og de mennesker du arbejder med, har brug for. Når du er sammen med mennesker og heste, må du være neutral, se klart og ikke blive ramt af egne projektioner. De blokeringer de mennesker du arbejder med har, vækker også resonans i dig. Derfor er du nødt til at gå vejen selv.

Uddannelsen leder dig på vej til at finde kraften i dig selv, så du står i og ved dig selv. På den måde bliver du i stand til at mestre dit eget liv, dine følelser og dine potentialer. Med denne kraft vil du være i stand til at hjælpe andre – med hesten som din ressource og som en ligeværdig partner!

Du kan se uddannelsens moduler ved at klikke her.

Certifikat hos Horse & Humanship

Efter gennemført uddannelse får du et certifikat og kan kalde dig din profession – og rideterapeut i Horse & Humanship. Når du er uddannet i Horse & Humanship kan du arbejde med de mennesker og de problemstillinger, som din grunduddannelse kvalificerer dig til.

Uddannelsen giver adgang til optagelse i Rideterapeutforeningen.

Tilmelding

Uanset uddannelse kan du altid tage basismodulerne: Med hesten som ressource 1-5. Du tilmelder og betaler ved at følge linket i de enkelte moduler i moduloversigten.

Herefter vil du i samarbejde med os, beslutte om du kan fortsætte og tage 4 rideterapeutiske moduler. Hvis du har nogle spørgsmål vedrørende uddannelsen, er du velkommen til at sende en mail til ovenstående mailadresse.

Du finder mere omkring datoer, pris og andre praktiske informationer her.

Vi glæder os til at åbne nye døre og klæde dig på til at kunne anvende hesten som ressource i dit professionelle virke.

bliv uddannet inden for rideterapi nu

This post is also available in: English